Mathias Faaborg Kristensen, 22 år, er kokkeelev til daglig. Foto: Ida Sigh Larsen
Når alarmen ringer, sætter Mathias sit liv på pause. Han er en af 155.072 danskere, der står til rådighed og sætter egne behov til side for at hjælpe andre. Men når adrenalinen er forsvundet, kan det være svært at trykke play på livet igen, som om intet var hændt.
Af Amalie Krammager og Ida Sigh Larsen
Det giver et sæt i hele Mathias’ krop, da telefonen begynder at hyle. Det får ham hurtigt til at glemme den influenza, der har plaget ham de sidste par dage. Han flår dynen af, og det føles som om, han flyver ud af sengen. Det skal gå hurtigt. Han snurrer et par gange rundt om sig selv og griber det nærmeste tøj fra vasketøjskurven. I farten får han sat Titanic på pause. Adrenalinen pumper i kroppen, og idet han stikker sine bare tæer i de sorte sneakers, giver han sig til at løbe. Ud ad døren. Ud i regnen. Ud i mørket.
Han griber en hjertestarter på vejen. Det er svært at mærke, om han sveder, eller om det er regnen, der løber ned i ansigtet på ham. Måske er det en blanding.
Mathias sænker farten. Forpustet går han ind ad døren, stiller skoene i entreen og går ind med bare tæer. Indenfor prøver en person at pumpe liv i den livløse krop på gulvet.
Det kører rundt i Mathias’ hoved. Det er næsten som en uhyggelig drøm. Det er hans første mission, og han ved ikke, hvad han skal gøre af sig selv. Han går ind i køkkenet. Han kan høre, at de giver hjertemassage længere nede ad gangen, selvom han ikke kan se det. Han prøver at berolige de pårørende ved at sige, at deres elskede er i gode hænder, og der er hjælp på vej.
Adrenalinen har dæmpet sig, og flere personer er kommet til. Han går ud i natten for at trække luft. Skoene står stadig i entreen, så Mathias kan mærke den fugtige muld mellem tæerne. Han er gennemblødt og samtidig klistret af sved. Han ligner lort. Der skal ikke meget luft til, før han kaster op i det nyplantede bed.
Alle liv tæller
Aldrig før har der været flere hjerteløbere. TrygFonden, der står bag den danske ordning, forsøger nu i samarbejde med Sundhedsstyrelsen at rekruttere endnu flere. For hjerteløbere redder liv. De er altafgørende for, at man ved hjertestop får hurtig hjælp. For hvert minut uden hjælp falder overlevelseschancerne efter et hjertestop nemlig med 10%.
Men hjerteløbere udsætter sig selv for potentielt voldsomme situationer, når de bliver sendt ud til et dødt menneske. Det kan være hårdt at bearbejde bagefter. Mathias Faaborg Kristensen på 22 år blev overrasket over, hvor svært det kan være at stå med selv. I perioder har han haft mareridt, og efter nogle missioner har han haft rystelser i hele kroppen. Alligevel bliver han ved med at stå til rådighed som hjerteløber.
Løb for livet
Når vagtcentralen modtager et opkald om et formodet hjertestop, sender de en ambulance og en alarm ud til de tyve nærmeste hjerteløbere indenfor en radius på fem kilometer. De har mulighed for at acceptere eller afvise alarmen. Hvis man accepterer alarmen, guider hjerteløberappen en til den nærmeste hjertestarter eller direkte til adressen, hvor hjertestoppet er anmeldt. I cirka halvdelen af tilfældene ankommer hjerteløbere før en ambulance og går derfor i gang med at udøve hjertelungeredning. Typisk er der også pårørende til stede, som hjerteløberne taler med.
Før man sendes ud som hjerteløber, skal man tilmelde sig ordningen. Det eneste krav er, at man skal være 18 år. Man behøver heller ikke at have et hjerte-lungeredningskursus for at blive sendt ud, selvom 99 procent af hjerteløberne har det, og TrygFonden anbefaler det.
Det er svært at gøre noget forkert, når man redder liv, og derfor bliver der ikke stillet store formelle krav til hjerteløberne, fortæller Grethe Thomas, der er TrygFondens projektchef for hjerteløberordningen. Hun forklarer, at hvis en person faldt om på gaden, ville de fleste træde til og hjælpe vedkommende uafhængigt af ens alder og kompetencer. Det er den tankegang, ordningen skal afspejle.
Vi vil hinanden
Noget andet ordningen afspejler, er den frivillighedskultur vi har i Danmark. Grethe Thomas peger på, at det er den, der er medvirkende til, at ordningen er blevet en succes. Der var den 1. juni i år tilmeldt 155.072 danskere til ordningen.
Mathias har valgt at være en del af den danske frivillighedskultur på grund af sine bedsteforældre. De bor ude på landet og har ikke så mange nære naboer. Tanken om, at de ikke ville kunne få hurtig hjælp, hvis de en dag skulle få hjertestop, stikker ham i hjertet. Den hjælp vil han være med til at give andre, der har brug for den.
Annette Vinter Hedensted, der er præst, mener, at vi som mennesker har et instinkt til at ville hinanden. Derfor vil vi gerne føle, at vi gør noget, der hjælper andre mennesker. Her passer hjerteløberordningen godt ind i det moderne samfund, da man er mere fritstillet i forhold til andet frivilligt arbejde. Det er lettere at overskue i en travl hverdag, samtidig med at det giver et kick at være den, der løber. Men selvom vores instinkt fortæller os, at vi skal hjælpe hinanden, tror Annette Vinter Hedensted ikke, at man kan undgå at blive påvirket af en mission.
Det kan vise sig på forskellige måder. Det kan være ved flashbacks til tidligere missioner, mareridt, eller at man aktivt undgår steder, lyde eller mennesker, der minder en om en mission. Det vurderer Helle Spindler, der er psykolog og lektor i krisepsykologi på Aarhus Universitet. Hun mener, at det er vigtigt, at der tages hånd om de hjerteløbere, der er meget påvirkede af missionerne. For i visse tilfælde kan det føre til akut stressforstyrrelse, der på mange måder minder om PTSD – bare i en kortere version.
Åndedrætsøvelser og rutsjebaner
Solen skinner. Det er overraskende varmt. Den perfekte dag at tage i Djurs Sommerland. Noget helt andet end natten før, hvor det stod ned i stænger. Og hvor Mathias blev kaldt ud på sit løb nummer fire og fem på en enkelt aften.
Nu sidder han på parkeringspladsen i sin hvide Citroën. Han har stort set ikke sovet i nat. Hver gang han lukkede øjnene, var det eneste, han kunne se, den voldsomme oplevelse fra natten før. Selvom han nu har været på fem missioner som hjerteløber, kan han mærke, at den sidste mission har sat sig fast. Han er nødt til at vende oplevelsen med nogen.
Telefonen vibrerer og stemmen i den anden ende af røret hilser. Mathias er anspændt, og stemmen guider ham igennem et par åndedrætsøvelser. Han trækker vejret ind gennem næsen, helt ned i maven og puster ud gennem munden. De taler natten igennem. Næste gang skal han ikke prøve at sove lige efter, får han at vide. Det hjælper at slappe af med noget, man kender. En film, en lydbog eller at gå en tur. Til sidst opfordrer den ham til at slette hjerteløberappen. Ikke nødvendigvis for evigt. Men i et stykke tid, indtil han føler sig klar til at løbe igen.
Efter næsten tyve minutter, lægger Mathias på. Han føler sig lettet, som om en sten er faldet fra hjertet. Det hjælper at sætte ord på oplevelsen.
Han stiger ud af bilen og går mod indgangen. Der møder han sin ven. Da de træder ind i sommerlandet, bliver de mødt af de farverige forlystelser og skrig af glæde. Selvom han føler sig lettere, er de mange høje lyde ubehagelige. De minder ham om alarmerne fra natten.
Det rumsterer i baghovedet, at en familie lige har oplevet deres værst tænkelige mareridt. Imens sidder han ved piratland og spiser butterchicken med sin ven.
Få har brug for professionel hjælp
Da Mathias taler i telefon på parkeringspladsen, er det med en medarbejder fra hjerteløberordningen. Natten før sendte han en mail om, at han havde brug for at tale oplevelsen igennem. Når de får sådan en mail, ringer trygfonden inden for 48 timer og tilbyder det, der bliver kaldt en debriefing.
Derudover får hjerteløbere tilsendt et spørgeskema 90 minutter efter alarmen går. Her kan de svare på, hvor påvirkede de er af oplevelsen, og om de vil kontaktes til en debriefing.
Til debriefingen bliver man ringet op af en person med et kursus i debriefing. De guider hjerteløberen igennem en serie af spørgsmål. De fokuserer mest på, hvordan hjerteløberen har det, og hvordan oplevelsen har været. De giver forslag til, hvordan man kan håndtere den, og så foreslår de i visse tilfælde at holde en pause, hvis hjerteløberen virker meget påvirket.
”Man skal redde sig selv først, før man redder andre,” pointerer Astrid Rolin Kragh, der er sygeplejerske og forsker i hjerteløberordningen.
Hun er en af dem, hjerteløbere som Mathias kan møde i telefonen, når de er til debriefing. Og så forsker hun blandt andet i, hvordan hjerteløbere reagerer, efter de har været på mission.
I et af hendes studier ser man, at 535 personer valgte at bruge debriefingen mellem 2019 og 2022. Til sammenligning har 62.711 hjerteløbere accepteret en alarm fra 1. september 2017 til 31. december 2022. Samtidig rapporterede næsten en tredjedel af personerne i et andet studie, at de oplevede en eller anden grad af psykisk påvirkning efter en mission.
Når så få alligevel bruger debriefingen, vurderer Astrid Rolin Kragh, at der sker en selvselektion. Det vil sige, at folk selv vurderer, om de kan håndtere at være hjerteløber, inden de melder sig til. Hun oplever, at folk er gode til at tale med deres eget netværk om, hvordan det påvirker dem. På den måde får mange sat ord på deres oplevelser uden hjælp fra debriefingen.
Astrid Rolin Kragh har i sin forskning fundet ud af, at hjerteløbere har en højere tro på deres egne egenskaber og mestringsevne end resten af Danmark. Det kan betyde, at man er mere robust til at håndtere oplevelserne bagefter. På den baggrund er det ifølge Astrid Rolin Kragh vigtigt, at man gør sine overvejelser, før man melder sig til.
”Det allervigtigste som hjerteløber, er, at man mærker efter, om man føler sig mentalt parat til det, og om man kan håndtere oplevelsen efterfølgende også.”
Det vidste Mathias, selv inden han kom til debriefing. Derfor opstod der mange tanker, da han fandt ud af, at hans lillebror også var blevet hjerteløber.
En overvejelse værd
Den hvide Citroën C1’er har kursen mod Galten. Den summer idet hjulene accelererer mod motorvejens asfalt. Mathias sidder bag rattet og på passagersædet sidder hans lillebror, Oscar. De taler, som de plejer at gøre, når de kører sammen.
“Jeg har installeret hjerteløberappen,” siger Oscar, hvilket får Mathias’ tankestrøm til at stoppe op.
Han ved, hvad det kræver at være hjerteløber. Han har været afsted tre gange. Det kan være psykisk hårdt at komme ud til et hjertestop.
Spørgsmålene stiller sig i kø hos Mathias.
“Har du tænkt over, hvad du kommer til at se? Er du okay med sådan noget? Hvad gør du, hvis du finder ud af, at du ikke har det godt?”
Samtidig kan han mærke, at han er stolt af sin lillebror. Måske har Oscar endda fået ideen fra ham?
De taler sammen frem og tilbage resten af turen. Og da de stiger ud af bilen hjemme hos deres far, føler Mathias sig mere afklaret. Hans brors valg virker velovervejet. Måske kan det give det samme til ham, som det giver Mathias. God karma.
Selvom det kan være hårdt, vil Mathias gerne hjælpe andre. Og han håber, at hvis det en dag er ham, der får hjertestop, vil nogen træde til og hjælpe ham.